Borgmester Britt Jensen

HVEM ER BRITT JENSEN
“Vi skal altid sigte højt – for den bedste velfærdskommune skabes ikke af middelmådighed. Den skabes af et højt ambitionsniveau og en tro på, at det kan lykkes! Også når det gælder de felter og områder, som mange i dag vurderer til at være urealistiske. Jeg har den ambition og vilje til at ville forandre og forbedre Rødovre”.

Baggrund
Mit navn er Britt Jensen. Jeg er 50 år, gift med Jens og vi bor i Islev.

Jeg kommer fra en traditionel arbejderfamilie i Nakskov, hvor værftet lukkede og hvor hele mit lokalsamfundet – fra den ene dag til den anden – ændrede sig totalt – og med ét trylleslag blev meget fattigt.

Min far blev fyret fra værftet efter mere end 30 år på samme arbejdsplads. Og sådan gik det for alle mine kammerater og deres familier. Det var hæsligt. Vi blev ramt af en arbejdsløshed på Vestlolland i midt 1980’erne på mere end 25 %.

Det var en tragedie. Og hele mit lokalsamfund lå pludselig i ruiner. Det var den stærkeste baggrund for, at jeg engagerede mig i politik som ganske ung. Og også grunden til mit socialpolitiske engagement.

Jeg VILLE ikke acceptere, at så mange mennesker havnede i ulykke. Og det vil jeg forsat ikke. Og derfor er jeg optaget af en ordentlig velfærdspolitik og vores udsatte borgere. De har en helt central betydning for mig – og mit mangeårige arbejde i lokalpolitik.

Jeg kom til Rødovre i 1989, fordi jeg blev optaget på Roskilde Universitet. Da jeg kom til Rødovre, blev jeg formand for DSU i Rødovre. I 1993 blev jeg valgt til kommunalbestyrelsen som yngste medlem og kort efter blev jeg formand for Social- og sundhedsudvalget.

Jeg har været medlem af Rødovre kommunalbestyrelse siden 1994. Jeg har været viceborgmester og formand for Social- og sundhedsudvalget. Jeg er uddannet Cand.scient.adm. fra RUC i 1995. Jeg har kombineret min uddannelse med diverse lederuddannelser. I mit civile erhverv har jeg bestridt en række topjob i fagbevægelsen. Indtil jeg blev borgmester var jeg Job og Karrierechef i (DSA) Din Sundhedsfaglige A-kasse.

Velfærd er vigtigst
Jeg har altid været optaget af, at alle borgere i Rødovre får et godt liv. Og jeg er meget bevidst om, at kommunen bedømmes på, hvordan vi behandler vores svagest stillede borgere. I Rødovre skal vi have plads til alle.
Og jeg går ind for styrket velfærd.

Vi skal sørge for, at vores ældre, der gennem et langt liv har knoklet, får tryghed og omsorg. Og de børn, der vokser op i Rødovre, skal have de bedste forudsætninger for at klare sig i fremtiden.

For mig starter den kommunale velfærd i den almindelige hverdag. I folkeskolen og børneinstitutionerne. I de grønne områder, klimaindsatsen og byplanlægningen. I beskæftigelsesindsatsen, i sporten og i kulturens verden, i sundhed, i ældreplejen og i den sociale indsats.

Derfor har jeg konstant fokus på, at vi lykkes overalt i kommunen.

Inddrager borgere og politikere
Vi er et stærkt fællesskab, og vi skal udvikle Rødovre sammen. Derfor vil jeg involvere borgere, brugere, medarbejdere og politikere i de beslutninger, der skal tages. Det kvalificerer debatten og beslutningerne, når der er flere med. Jeg bliver også selv klogere, når de personer, der til daglig bliver påvirket af beslutningerne, kommer med deres input.

Stram styring af økonomien
Jeg vil først og fremmest fastholde en stram styring af vores kommunale økonomi. Der bliver med mig som borgmester ikke slækket på de stramme tøjler om Rødovres økonomi. En stærk og sund økonomi er borgernes garanti for, at der er penge til den gode velfærd.

Ny borgmester
Det er en stor ære at være blevet valgt som ny borgmester. Jeg går ydmygt til opgaven. Jeg vil hver eneste dag gøre mit bedste for at være en god borgmester for hele Rødovre.

Rødovre er nemlig ikke kun en kommune blandt 97 andre kommuner. Vi er et stærkt fællesskab med mange og forskelligartede kvaliteter og muligheder, som vi skal værne om og samtidig udvikle.

Vil du vide mere om mig: Så klik ind på www.brittjensen.dk, hvor du kan læse min bog ”De stærke – De svage” om mål, resultater og drømme, som udkom i 2019.